når jeg sidder helt alene sent om aftenen, plejer jeg at finde de meste speciale programmer på DR 2. Og jeg føler, de kun er mine, som om ingen andre mennesker i verden ser dem.
Mit forhold til disse slags programmer begyndte for meget længe siden, dengang jeg skulle i skolen klokken 10 og kunne se lidt tv om morgenen. Der blev vist også utrolige triste programmer på det tidspunkt og tirsdage og torsdage begyndte med nogle små tårer.
Nu kan jeg ikke finde dem mere, de er flyttet til de sene timer. Før var der ingen der så dem, fordi de var i skolen eller på arbejdet, og nu er alle gået i seng.
Men når jeg nu falder over sådan et program som i aften, "Havanna-billeder", har jeg det som om jeg møder en gammel ven, en helt bekendt følelse.
Rigtigt flot.Få ord.Lidt slowmotion. Fucking sorgelig musik, der gemmer sig bag cubanske rytmer. Fattige børn, der smiler.
Enten springer jeg ud af vinduet, eller bliver jeg nødt til at slukke.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment